Dette indlæg har været bragt på Solidaritets hjemmeside

Men kommunegrænserne består endnu
Det vil blive tydeligt når vi skal i gang med kommunevalget næste år, men i den igangværende debat om ødelæggelse af endnu et naturområde på Amager Fælled, indenfor Københavns kommunegrænse, ses det også tydeligt!
For udgangspunktet er, at ”København” nødvendigvis må vokse, når det gælder antallet af boliger og bebygget areal på friarealernes bekostning. ”København” som den historiske københavnske kommune og ikke ”København” som landets og Øresundområdets største samlede byområde også kaldet ”Hovedstadsområdet”.
Desværre har der ikke siden 1960erne været tænkt eller planlagt med det som udgangspunkt. Tvært imod har man ved opfindelsen at regionerne kortsluttet enhver sammenhængende tanke for Hovedstadsområdet. Her vandt de rige kommuner klassekampen over de fattigere på Sjælland.
Nu er overordnet politik og planlægning sjældent noget der diskuteres i den brede befolkning og endnu sjældnere noget almindelige vælgere har indflydelse på. Det er først når vi får de konkrete sager – overfyldte hospitaler, hengemte gamle på plejehjemmene i deres egen urin – eller som aktuelt et kæmpebyggeri på et af de sidste oprindelige naturområder i København (og det som København i både den ene og den anden betydning!).
Men tingene hænger sammen. I de sidste mange årtier er vandringen fra land til (stor) byer været fremherskende overalt i verden og ganske tydeligt her i Danmark. Det har også haft betydning for Københavns Kommune, hvor dens indbyggertal er vokset og vokset siden årtusindskiftet, hvor det modsatte gjorde sig gældende i den sidste halvdel af det forrige. Det tog lokalpolitikerne i Borgerrepræsentationen i mod med kyshånd, da de så en forbedring af kommunens slunkne kasse.
Klart nok, men også en accept af de ødelæggelser det i øvrigt medførte.
Nu hedder byen jo Køben-havn. Den første del af navnet henviser til købmændene og det er stadig en rigtig betegnelse, for det er købmandstankegangen der er herskende, mens den anden halvdel – havnen – stort set er væk. Havnearealerne er i stedet blevet bebygget med tæt og højt erhvervs- og boligbyggeri. Det har kunnet lade sig gøre fordi de gamle industrier blev nedlagt – lukkede eller flyttede væk. På samme måde blev Østamager og Valbys gamle industriområder udlagt til boligbebyggelse og alt dette er snart færdigbebygget. Til sidst – men ikke mindst – fylder man vandarealerne op, så der også der bliver plads til forøget beboelsesareal i Københavns kommune. Det er ikke gået voldsomt ud over eksisterende grønne områder endnu, kun de blå, vi har bare ikke fået flere grønne indenfor kommunegrænsen.
Noget helt andet gør sig gældende på vestsiden af Amager. Den ene halvdel af øen, som takket være opfyld fra starten af 1800tallet til slut 1960erne, fordoblede øens areal og gav indre København et unikt stort naturområde. Det har der så stået kamp om lige siden, mellem dem der ville bebygge og tjene på arealerne og dem der ville bevare det som rekreativt område for de nuværende beboere i resten af Københavns kommuner.
Nord for Københavns centrum har vi Dyrehaven, som selveste Stauning i 1920erne fik sikret som rekreativt område. Men syd for centrum er der ikke samme sikring og en studehandel mellem Danmarks Naturfredningsforening, Staten, København og Tårnby kommune sørgede for den nuværende situation, hvor en stor del af Københavns kommunes område kunne bebygges med Ørestaden og Tårnbys arealer forblive naturområde. Deraf den nuværende konflikt fordi det først bliver konkret for almindelige mennesker at noget i deres nærhed bliver ødelagt, når de endelige byggeplaner er ved at blive til virkelighed. Forhåbentlig kan vi vinde denne kamp og redde AmagerFælled fra flere ødelæggelser, selvom der lægges op til at finde et andet areal på Fælleden, der ikke er ”oprindeligt landskab” og så bygge der i stedet. Men min mening er altså at der overhovedet ikke skal bygges på et eneste af de grønne områder der er tilbage indenfor Københavns kommunes grænser.
Tvært i mod så jeg gerne at der blev inddraget nogle flere områder til natur. For eksempel nogle af de områder, der på et kort ganske vist er ”grønne”, men bruges til skydebaner og golfbaner på Vestamager.
Eller nedlæggelse af Bisbeengbuen og Åboulevarden som motorvej og en genetablering af åforløbet, som Teknik-og Miljøborgmester Morten Kabel har arbejdet for.
Men hvad så med alle dem der beviseligt flytter til de store byer, skal de holdes ude. Nej, her er det at en genoplivning af hovedstadsplanlægning ville være en hjælp. Dette område er stadig et relativt lille område, set i sammenligning med andre hovedstæder i verden, og har bevaret store landlige områder, takket være den berømte fingerplan og efterfølgende bevidste overordnede planlægningsstrategier. De tænkte i alle sider af en storbys mulige udvikling og har sikret både rekreative og vilde naturområder syd for centrum, samt en infrastruktur, som til stadighed har kunnet udbygges uden at kræve de store ødelæggelser og nedrivninger. Se for eksempel på anlæggelsen af den nye Ringstedbane, der har krævet meget få ekspropriationer fordi den følger oprindeligt reserveret areal i forbindelse med motorvejsudbygningen sydpå.
Desværre har den overordnede udbygning af den kollektive trafik ikke været prioriteret i mange årtier. Ikke siden S-togsbanen til Frederikssund blev bygget har der været udvidelse af S-togsnettet og det er snart mange år siden. Hvis man snarest muligt gik i gang med at udbygge S-togsnettet igen i forlængede ”fingre” ville man kunne sikre nybyggeri til børnefamilierne i Hovedstadsområdet omkring en lang række småbyer. Jeg tænker på strækningen fra Allerød til Frederiksværk, Hillerød til Helsingør og byerne på Stevns langs lokalbanerne der. Flere tværgående S-baner eller sporvogne på tværs af hovedstadsområder, ville også sikre en kollektiv fremkommelighed, som gjorde det muligt, og lettere, for en meget stor del af den arbejdende befolkning, at bo godt og samtidig komme hurtigt på arbejde. Det ville lette presset på de indre dele af hovedstadsområdet og samtidig sikre børns opvækst i bedre omgivelser end Vesterbro og Nørrebro i indre København.
Alternative byggerier i byen
Vil jeg så bare lade Københavns Kommune gå i stå og blive museumsby, holde nytilflyttere ude og stoppe for alt nybyggeri af boliger. Nej da. Der er i høj grad brug for nybyggeri og bedre boligområder inden for kommunegrænsen, men der er andre måder at gøre det på.
Et af de helt store problemer ved presset på boligmarkedet indenfor Københavns (og Frederiksbergs) kommunegrænser er, at huslejen bliver urimelighøj. Det presser de fattigste ud af byen og pisker dem der har råd til mere end fuldtidsarbejde. I 1950ernes København var en almindelig arbejderfamilies situation den, at det kun var nødvendigt for manden at have fuldtidsarbejde og de kun behøvede at lægge en ugeløn til side til boligudgifterne. OK lejligheden var lille og forholdene i det hele taget anderledes, men det er tankevækkende, at det i dag kræver at begge parter i et parforhold har fuldtidsarbejde, for di mindst den enes løn går til boligudgifterne (husleje, låneafdrag mm), hvis de har barn/børn og vil bo i København.
De områder af Københavns kommune, som har store almennyttige boligområder kan stadig sikre en forholdsvis lav husleje for lejeboligernes vedkommende. Bisbebjerg og dele af Nordvestkvarteret, Emdrup, Sundbyerne og Sydhavnen. Her er det først og fremmest skattepolitikken der regulerer og kan ødelægge grundlaget for en lav husleje. Hvis man officielt anderkendte, at disse områder skal bevares og sikres mod spekulation, og derfor hives ud af en offentlig vurdering efter markedsværdi, kan man også fremover have et stort antal boliger forbeholdt enlige, par uden børn og enlige forsørgere i den nederste ende af indkomstskalaen en billig og god bolig. Efter min mening er det en forskelsbehandling af rang, at det eksisterer et ensartet skattegrundlag på baggrund af jordværdi for ejendomme, uanset om de er ejet eller lejet og uanset om dem der bor i ejendommene kan have del i spekulation eller ej.
I de almennyttige boligbebyggelser har man unikke mukligheder for at eksperimentere. Det gør man allerede og har længe gjort via kvarterløftsplaner, områdeløft eller hvad det nu vil blive kaldt fremover.
Samtidig er det den eneste boligform der er underlagt kommunal styring af ejer/lejerforholdene, da kommunerne har anvisningsret til en1/3 af boligerne. Det er godt for boligløse og socialt udsatte, men ikke specielt godt for de øvrige beboere, da ingen af parterne har indflydelse på den sammensætning der så kan være i en konkret opgang. Her kunne myndighederne meget mere bevidst styre og eksperimentere med boligformerne og sammensætningen af beboere i de enkelte områder og opgange.
For eksempel kunne man stoppe den bevidstløse lejlighedssammenlægning, som har været en del af saneringsplanerne i de sidste årtier. Desværre er fakta, at børnefamilier meget hurtigt bliver delt i to parter, hvor børnene bor skiftevis hos den ene eller den anden voksne eller fast hos den ene og på besøg hos den anden part af et forældreskab. At antallet af enlige er stigende og at små lejligheder er de eneste, der kan beholde en rimelig husleje i den ældre sociale boligmasse.
Her kunne man i stedet lave opgangsfællesskaber, hvor den ene eller to af lejlighederne inddrages til fælles formål. Fællesspisning, børnepasning, værksted, opbevaring og gæsteværelser. Det kunne give ”den lille børnefamilie” og de mange enlige forsørgere bedre bo- og levebetingelser. Det kunne også åbne op for mere fællesskab og energibesparende levevis. Lejlighedssammenlægninger i den ældre boligmasse – fra to til fireværelses lejligheder for eksempel – øger ganske vist kvadratmeterne til den enkelte familie, men fjerner selvfølgelig beboerantallet. En sammenlægning af otte lejligheder til fire i en opgang er en halvering af udbuddet, en fællesinddragelse af en eller to en væsentlig mindre begrænsning, især hvis der var flere opgange om de fælles lokaler.
Men for middelklassen og dem der har endnu bedre indtægter, og som også har behov for og gerne vil bo i Københavns kommune er der brug for nye boliger. Derfor ser vi, at alle de dyre ”havnebyggerier” bliver solgt som varmt brød og at disse byggerier er høje og med stor bebyggelsesprocent, som gør områderne til kommende slumområder i stil med ”Den Sorte Firkant” som Indre Nørrebro blev kaldt en gang. Her er nogle lukkede gårde, som er gode opholdsrum om sommeren for beboerne og deres småbørn, men udenfor gårdene er der ingenting! Kun veje og broer og så vandet naturligvis. Når småbørnene bliver lidt større er de henvist til gaden, som Tove Ditlevsen var det på Vesterbro i 30erne og som børnene der i øvrigt stadig er! De er jo ikke sælunger der kan tumle sig i vandet året rundt.
Kommunen består af andet end etageejendomme. Borgerrepræsentationens fremsynethed sikrede ved forrige århundredeskifte, at kommunen fik opkøbt alle de store arealer udenfor daværende kommunegrænse, så de muliggjorde en udbygning af den daværende by.
Emdrup, Brønshøj, Vanløse og Valby blev først og fremmest til villabyer. Her ligger i dag en kæmpe samling store utidssvarende kasser på relativt store grunde i en villavejsørken, som med fantasi og ændrede byggevedtægter og lokalplaner kunne gøres til de nye attraktive og børnevenlige boligområder.
De er p.t. meget attraktive og er steget sindsygt i værdi de sidste 15 år, på trods af, at de er dårligt isolerede, dårligt indrettede og arkitekttonisk set en rodebutik. Ved grundsammenlægninger, ombygninger, delvis nedrivning og frem for alt nybygninger mellem disse kasser, kunne der skabes nye byrum hvor der kunne bo flere mennesker i grønne omgivelser på trafiksikre veje. De nye ”mellembygninger” kunne passende være kommunale og dermed sikre en mere blandet befolkningssammensætning, både når det gælder klassesammensætningen og alderssammensætningen.
Det vil forudsætte en ændring af den gældende kommuneplan, lokalplaner og byggevedtægter, samt nye økonomiske og ejerretslige forhold, men det er absolut muligheder.
Så det ikke kun er skolelærerne, politibetjentene og sygeplejerskerne der kan blive boende i Københavns kommune, som det ellers var socialdemokraternes motto at ville sikre for et par kommunalvalgkampe siden.